Peruviansk tv

14.06.15

Peruviansk tv er lort. Sådan helt 100%. Der er ikke ét program, jeg rigtig nyder at se på de lokale kanaler.

Må indrømme at denne ikke er lokal, men i stedet en tyrkisk serie, de har lagt stemmer over (det gør man meget). Den ufattelig populær, og ikke særlig god.

Må indrømme at denne ikke er lokal, men i stedet en tyrkisk serie, de har lagt stemmer over (det gør man meget). Den ufattelig populær, og ikke særlig god.

I min familie (og i mange andres) ser vi primært 2 ting: novelaer og game-shows. Novela er det latinamerikanske svar på ”Soap Operas”, men med dårligere skuespillerer Det hele er så overdrevet og falsk, at jeg kan ikke lade være med at tænke, at det sandsynligvis ville være langt nemmere at få en skuespiller karriere her end i Europa.

Game-shows kan du finde hver aften – oftest de samme-, så mor, du har ingen grund til at brokke dig over at de viser én sæson af x-factor én gang om året med shows én gang om ugen. Vi er i begyndelsen af juni, og der er allerede gang i anden runde af det populære program ”YO SOY”, der jo nærmere finalen kommer vises oftere og oftere, indtil du kan tune ind hver eneste aften. Og så er det ikke en gang et godt program.
På en måde kan man godt sige det minder om x-factor, fordi det også er en sangkonkurrence, men her er idéen, at man skal imitere en allerede eksisterende kunstnere. Jeg ved ikke, om det er fordi programmet kører non-stop hele tiden, og de derfor er ved at have tømt landet for talent, eller hvad det er, men de er ikke særlig gode.498208bd7734c40b Der ud over kommer hele tiden dårlige jokes fra dommerne, som har langt mere foks end deltagerne, og endda synger med på sangene, så man ikke kan høre deltagerens bidrag. Desuden så jeg fornylig en mand få nej af en dommer, udelukkende fordi han ikke lignede den (hvide) mand, han imiterede. For at gøre det hele endnu værre, ser det ud til at dommerne elsker halvfede midaldrende mænd, der dresser fuldstændig op, så de ligner en parodi på en mexicaner, og synger sange hvor de trækker alle tonerne ud i kilometer.

imagen-esto-es-guerra Et andet populært game-show vises hver aften mandag til fredag, og handler i bund og grund om, at overdrevet smukke mennesker, der på ingen måde ligner de lokale, hverken i farver eller andre karaktertræk, kæmper i den ene mærkelige konkurrence efter den anden, mens pigerne er klædt i hvad der kunne være undertøj….

Heldigvis tror jeg alle – i hvert fald de familier, der har haft tv’et tændt, men jeg været der – har alle de kendte internationale (Nordamerikanske) kanaler- så man kan oftest finde en krimiserie eller noget andet tåleligt, og heldigvis har min værtsmor ikke noget mod krimier. Det er også muligt at finde en del religiøse film, men det er slet ikke noget, der bliver set i mit hus. Igen gang til påske.

Alt i alt ser jeg meget sjældent fysik tv uden at lave noget andet samtidig (Ser til gengæld en del på nettet ;-) ) . Problemet er bare at tv er en stor del af peruvianske kultur, og min mor og den ene søster sidder hver aften foran skærmen, så jeg røver at huske mig selv på at sætte mig ned til dem i stuen, og så bare tage min computer, lektier eller noget andet med mig, så jeg kan beskæftige mig selv og ikke dø af kedsomhed. ;-)

Aflage ed til flaget

10.06.15

Endnu en uge er gået. Og uden de helt store oplevelser. Eller jo, en ven, Hector, (Christophs bror) fyldte tredve, så vi fejrede ham lørdag. Søndag var der som altid familie frokost, men denne dag var maden afkompagneret af et krus med noget grumset vand, stort set uden smag, med et fiskehoved i. Præcis lige så ulækkert som det lyder.

TIMG_7788irsdag var mine danse timer aflyst, hvilket jeg ikke vidste, fordi jeg ikke var der sidste gang, så efter at have tilbragt eftermiddagen med Hector og prøvet at få fat i en veninde, der også går til dans, takkede jeg nej til te fra hendes bror og gik i stedet ned til stranden for at tage nogle billeder. Når man tænker på, hvor ofte jeg er i Pimentel, her jeg overraskende få billeder der fra, så det ville jeg gøre noget ved, men det svære var det ret mørkt, og der var ikke nogen solnedgang, fordi det har været overskyet de sidste par dage. Det er dog stadig varmt, selvom det teoretisk set er vinter nu.

Onsdag mødtes jeg med en pige fra min klasse og en af hendes veninder, og vi endte med at tage hjem til min klassekammerat. Hun bor i gå afstand fra mig, men der er en tydeligt forskel på hendes hjem, og der hvor jeg bor. Hun bor nemlig i en lejlighed med ét værelse, der også indeholder ”køkken”, og så går jeg ud fra, at de må have et bad og toilet, de deler med de andre i ”opgangen”. I dette værelse bor hun selv, sammen med sin mor og lillebror på 2 ½ måned, og de deler alle seng, hvor babyen også bruger meget tid på at ligge for sig selv. Det er i situationer som den, det er tydeligt, at jeg går på en offentlig skole. Nu hvor vi snakker om det, så blev vi i dag spurgt i skolen, om vi havde pligter i hjemmet, og der var en af de adspurgte, der svarede hun tog med sin far på arbejde om eftermiddagen frem til klokken 8 om aftenen. Jeg snakkede også med en mototaxi chauffør, der fortalte mig, at han være lærer til hverdag, men kørte moto som ekstra arbejde om aftenen. Det er mange eksempler på sager som den i Peru, for staten hjælper ikke som i Danmark.

 

I fredags nåede jeg nærmest ikke i skole. Situationen er den, at min telefon er i stykker, så min bror har lånt mig en gammel LG. Det er selvfølgelig rigtig rart, men den er vildt kompliceret – sikkert fordi, jeg har vænnet mig til smartphones. I hvert fald så enten hørte jeg ikke alarmen eller også lød den ikke, er ikke helt sikker. I hvert fald vågnede jeg op klokken 6:43. jeg tænkte, at jeg alligevel ville prøve at nå det, selvom om skolen starter kl. 6:50 og min veninde kommer og henter mig før. Og tror det eller ej, jeg nåde det faktisk – den morgenmad vel og mærke- godt nok var vi en lille smule sent på den, men ikke mere end normalt, fordi hende jeg følges med altid ankommer sent til mit hus. Problemet er at her lukker skolen døren -tror det er klokken 7- og så bliver de ikke åbnet før vi har fri. Så der er ikke noget med at komme en time for sent eller tage til lægen i skoletiden. Men jeg nåede det, hvilket vil sige, at jeg også fik lov til at være med til en flagceremoni. I Peru har de rigtig mange specielle dage lige som vi i Danmark har sangens dag osv., men her er de bare lidt bedre til at få dem fejret, og i fredags var det så flagets dag. Det betød at vores skole var særlig udvalgt (lige som 4 andre skoler) til at få besøg af nogle mennesker fra kommunen, der holdt ”taler”, mens der blevet lavet en flagmarch, og så tror jeg vidst også, jeg har aflagt en ed til flaget/landet om at jeg vil kæmpe for det og udvikle mig så meget som muligt.

 

Hvad jeg brugte en kedelig lørdag på.
Hvad jeg brugte en kedelig lørdag på.

Weekenden tog jeg afslappet indtil søndag, hvor jeg tog ud til Eilin, som er en ældre, dansk dame, der bor i Pimentel. Hun er lige flyttet til en ny lejlighed, og den er vidunderlig. Hvis jeg kunne. ville jeg bo der. Ført og fremmest ligner den noget fra Bo Bedre, derudover er den okay stor, især fordi hun bor alene, den har fire badeværelser og så har den en overdækket teresse på 8 sal, med en udsigt ud over havet, der er til at dø for. Kan i høre, jeg er lidt misundelig

De sidste par dage har jeg så været tilbage i skolen, hvilket ikke er specielt spændende. Jeg er overhovedet ikke motiveret for at lave noget længere, fordi jeg ved det ikke gælder noget alligevel, og jeg stopper i næste uge. Jeg er faktisk begyndt at overveje, om jeg skal lave mine ting eller ej afhængig af om de bliver reverseret før eller efter den 18 (min sidste skole dag).

I dag har eg besøgt et universitet med skolen, fordi de er på deres sidste år og derfor skal til at søge ind på forskellige karrierer. Jeg valgte at besøge den der hed kommunikation, hvor de bl.a. arbejder med produktion af video, radio og billeder. Det virkede vildt fedt, også selv om hele gruppen stemte på mig som model, da der skulle tages et billede i fotoklassen.
På vejen hjem var to piger helt
oppe at køre over, at vi skulle lave en farvel fest for mig, det var lidt spøjst, for jeg ville gerne virke interesseret og sådan, men jeg er ved at planlægge noget lignende bare større med alle jeg kender, men jeg kunne ikke nævne for meget om det, da jeg slet ikke er sikker på at det bliver til noget, men lige pludselig blev deres planlægning ret seriøs. Men de har sikkert glemt det i morgen haha

Vi får at se

Kys og vi ses meget snart.

 

Sangkonkurrence

 

10346451_863944927010017_7640706109179216916_n 11391630_1131582503533908_881482675951831938_n

Torsdag var en særlig dag på Rosario. Maj måned er en hyldest til jomfru Maria – bl.a. med mors dag- og torsdag var det så blevet besluttet, at vi skulle fejre hende, ved at lave en sangkonkurrence, med sange om hende. Som sædvanlig var der stor forskel på hvor meget, der var gjort ud af det. For eksempel virkede den første gruppe som om, de slet ikke havde øvet, og musikken var alt for høj i forhold til deres stemmer, en anden gruppe havde også musik i baggrunden, men det passede slet ikke sammen med det, de sang, og de kæmpede (uden held) med at finde rytmen, indtil et eller andet venligt 11392999_863946933676483_7847674350429555883_nmenneske slukkede for musikken, så vi kunne nøjes med at høre deres stemmer, der i sig selv ikke var helt dårlige. Der var også folk i den helt anden ende af skalaen, med noget der virkede som selvskrævet sange, soloer, bands, danseshow og kostumer.

Her er en video med én af de bedste grupper:

10421987_863945597009950_718187654401646254_nMin klasse vandt ikke, men vi havde heller ikke gjort særlig meget ud af det. 

Efterfølgende skulle vi øve på en ceremoni, der skulle foregå dagen efter for alle 5. klasserne (Den ældste klasse. Min årgang) Men under gennemgangen gør vores inspektør det tydeligt, at det kun er for katolikker, og at man skal skrifte, 11355632_840434602676390_2027320768_ninden man møder op. Hun nedstirre mig hele øvningen igennem, efter at have spurgt mig, om jeg har haft mit første ”comunidad” (som så vidt jeg har forstået, svarer til konfirmationsforberedelse), med en kommentar om, at det tror hun ikke. Det var her, jeg besluttede mig for ikke at møde op den efterfølgende dag (Selvom jeg havde betalt). Jeg kunne godt have mødt op uden at deltage, men det magtede jeg altså ikke, efter at inspektøren havde fået mig til at føle mig så dårligt tilpas, og som om jeg bedragede alle, så jeg besluttede at blive hjemme. 

Servicemeddeleser:

1: Jeg har haft en del problemer med spamkommentarer her på siden, så hvis man ønsker at kommentere, skal man nu trække en orm hen til et æble. Det er ikke så kompliceret, som det lyder. Det hele kommer frem automatisk.
Ville bare lige nævne det, så i ikke bliver forvirret, hvis i bliver bedt om at gøre det.

2: I skal huske, at man altid kan klikke på billederne for at få dem i en større og bedre version. Billedet i toppen virker for eksempel sløret, men hvis i klikker på det, får i et klart billede frem i ca. samme størrelse.

Livet her, med noget af det, der hører med

I fik jo en opdatering om skolen den anden dag, men det var mest bare sådan en overordnet en, men ikke nogen reelle hændelser, som er der i oplevelserne jo rigtig ligger, så her får i lige et par stykker (jeg ender med ikke at have noget som helst at fortælle, når jeg kommer hjem, fordi i allerede ved det hele haha- bliver nødt til at finde mig en ny familie og omgangskreds, så jeg kan fortælle alle mine historier ;-) )

Den første lidt mærkelige/sove oplevelse jeg fik, må have fundet sted i den første uge af det nye skoleår. Vores lærer i religion kommer ind i klassen og begynder at snakke om sin ”Flaco”, som alle i klasse tilsyneladende kender til, efter som hun har undervist dem i flere år. Ordet ”Flaco” bruges normalt om folks kærester, men hun begyndte og snakke om, hvor fantastik han var og gjorde det klart, at hvis hun nogensinde hørte, at nogen af os var blevet gift, forventede hun, at det var med ham. Godt nok med et smil i stemmen, men jeg fandt det alligevel ret underligt. Jeg gik ud fra, at hun måske talte om hendes søn, men synes dog stadig væk, at det var bizart og måske en anelse foruroligende, da hun blev ved med at snakke om, hvordan vi alle skulle vælge ham, hvis ville giftes eller have kærester. Jeg tror, jeg må have siddet med et ret underligt udtryk i ansigtet, da hun pludselig vender sig mod mig og spørg: ”Har du mødt min Flaco”, det må jeg lidt halvt grinede svare nej til.
Hun går over til tavlen og tegner et stort hjerte, hvor i hun skriver hans navn. Og heldigvis var der ikke tale om et tilfælde af Odysseus-syndromet eller andre urovækkende ting. Hun refererede nemlig til ingen anden end Jesus. Velkommen til Rosario haha

Det næste er ikke rigtig en sjov oplevelse, heller ej én enkeltstående oplevelse, men mere lidt en beskrivelse af livet på en religiøs skole og i et land, hvor religion også generelt er fremtrædende i dagligdagen. Jeg må nemlig ligge øre til rigtig mange ting. Vi havde en paneldebat om forskellige spirituelle og kulturelle spørgsmål og en af dem lød ”Hvorfor tror i, at der er nogen, der ikke tror på guds hellige ord”. De fleste svarede, at det var fordi. de manglede tror, hvilket jo ikke er stødende i sig selv, men måden de talte om det på, var som om, der var noget galt med de personer. Den anden dag snakkede jeg også med min værtsfar, som er den type person, der tror han ved alting, og gerne vil øse sin uovertræffelige ”viden ”, ud over alle i hans nærvær (Inklusiv belære andre om hvordan de skal gøre deres job og leve deres liv), og vi kom til at snakke om religion. Han fik det til at lyde som om, at han var religiøs fordi, han var klog nok til at kunne analysere tingenes sammenhæng, og fordi han havde læst en masse, som mig og resten af hans familie ikke havde læst. (Han tror ikke på Darwins evaluations teori) Denne kunne jeg jo selvfølgelig ikke have hængende på mig, (selvom jeg normalt holder det mest i mig, fordi han ikke er den bedste lytter, så det ikke nytter så meget alligevel) så jeg forsøgte at gennemhulle alle hans argumenter, hvilket ikke var videre svært når det bedste han havde var, at der findes nogle forskere, (Og de er jo kloge), der siger at gud eksistere, og så er det jo automatisk sandt.

Generelt er der ofte stikpiller til ikke-religiøse i timerne. I den før nævnte debat, var der f.eks. en af pigerne, der valgte at sige, at ikke religiøse folk oftest var misundelig, bare fordi hun, som ordstyre, havde brug for en glidende overgang til det næsten spørgsmål. Det er heldigvis ikke noget jeg mærker, når jeg snakker med pigerne normalt, og religion er heller ikke et emne vi normaltager op, ved mindre jeg har spørgsmål til, om de for eksempel tror at gud skabte verden, eller om de skrifter (Hvilket er noget, man har kunne gøre på skolen enkelte dage), men det er bare sådan kutymen er på skolen. Det gør ofte, at jeg får stilledt mig selv i nogle lidt, ikke direkte behagelige situationer, men situationer, hvor jeg tænker, ”det nok ikke er det bedste at sige i et rum fuld af katolikker” (Selv ikke alle (utrolig) religiøse). For eksempel er jeg blevet spurgt ind til min religion (jeg ikke helt er sikker på, hvad jeg tror på, eller om jeg overhovedet tror på noget) under fremlæggelser foran hele klassen, og må så bevæge mig ud i en forklaring om, hvorfor jeg ikke tror på gud, mens jeg har 36 øjne stirrende op på mig, vel og mærke de samme 35 øjne, hvis munde har udstillende ikke-religiøse, som om de mangler noget, eller som om de ikke er lige så gode mennesker som katolikker.
Jeg ved ikke, hvor meget de husker af det alligevel, i hvert fald ikke lærerne. Her den anden dag kom min religionslærer, som er en af dem, der har udspurgt mig, hen til mig under gruppearbejdet for at hyggesnakke lidt, og hun spørg mig så, om jeg har en kæreste, hvilket jeg svarer nej til, og det er jo ikke noget, der bare bliver accepteret her, uden det obligatoriske opfølgende spørgsmål ”hvorfor? ”. Jeg får fint forklaret, at det bare er fordi, der ikke er nogen, jeg kan lide, hvor efter hun så siger ”Dine bøger er din kærlighed, ikke? ”. Uden helt at tænke over det, får jeg svaret ja, og hun begynder at fortælle, at hendes datter heller ikke vil have en kæreste af samme grund, og jeg kan ikke helt komme mig over, at jeg lige har sagt, at det er af religiøse årsager, at jeg er single, når det ikke kunne være længere fra sandheden. Men sådan er det jo. Jeg kommer en gang i mellem til at sige ting, der ikke helt passer, men læreren var helt fint med det, og der gik jo ingen skår af nogen af den situation, og så har vi lidt at grine af haha.

En sidste ting jeg vil fortælle er omkring sproget. Jeg taler stadig ikke flydende, og især når jeg er nervøs kan det være ret svært, og jeg føler tit, at jeg skal tale mig lidt varm først. Det gør, at jeg til tider føler, at jeg ikke taler så godt, som jeg burde, og særligt lige da jeg startede i skole, var jeg lidt hård ved mig selv (Det tager altså på kræfterne og er ret frustrerende ikke at kunne udtrykke sig 100% som man ønsker i 9 måneder i træk, hvilket nok også er en af grundene udvekslingsstudenter har det med at få et godt bånd til andre udvekslingsstudenter). Men en dag hvor jeg sad og lavede historielektier langt væk fra Danmark og janteloven, slog det mig, at jeg faktisk er ret cool. Ja, jeg glemmer min grammatik i daglig tale, og ja, jeg kan ikke altid huske de ord, jeg ønsker at bruge, men jeg kan sidde og læse og forstå en tekst om opbygningen af FN på spansk, læse om globalisering og den kinesiske kulturrevolutionær, stort set uden at have fået professionel undervisning, men ved selvlære, hjælpende hænder og øvelse.
Den dag i dag lærer jeg stadig nye ord, ved at høre dem i dagligdagen og finde frem til, hvornår jeg kan bruge dem, og svarer ”mere eller mindre”, når folk spørg eller kommenterer, at jeg taler godt spansk, men når jeg tænker det igennem, tror jeg, jeg burde give mig selv langt mere credit, og vende mig til at sige tak i stedet for at modsige det, når folk komplimenterer mine sprogkundskaber (Der er sandsynligvis også langt minder irriterende for andre folk)

Jeg ved ikke rigtig, hvad der er meningen eller teamaet i dette indlæg, det er mest bare en samling af lidt forskellige oplevelser og tanker, men det skal der også være lads til. Jeg håber i fik noget ud af at læse det, og fik en lidt bedre fornemmelse af. hvordan det er at leve min hverdag. Jeg nød i hvert fald at skrive det, selvom trætheden meldte sig i mellemtiden, og mine øjenlåg nu er ved at glide i.

Hyg jer med hinanden alle sammen :-*

P.S, jeg opdatere løbende, det forgående indlæg – altså det med billederne- med nye billeder af andre steder i ‘”Mit hood”.

 

Jeg nævner altid en masse steder, men da i jo aldrig har været der, kan det sikkert godt være lidt svært at følge med, og generelt er det altid rart med billeder, så her kommer et par stykker:

PLAZA DE ARMAS

1

CHICLAYOS GADER

5

4

87

 

9

Mange folk her sælger udelukkende én ting f.eks snørebånd eller bh-stropper

MARKED (OGSÅ KALDET MODELO)

6

10

32

11

ROSARIO (MIN SKOLE)

11257614_836295159757001_1276840694_n

11258628_836294539757063_671105828_n

11303723_836294456423738_1242120439_n

IMG_20150521_120606 - Kopi

IMG_20150521_120602 - Kopi

IMG_20150521_120617 - Kopi

PIMENTEL (STRANDEN)

IMG_20150404_132407 IMG_20150404_130357 IMG_20150404_130350

 

Skole, skole, skole.

Skole, skole, skole.

08.05.15
01

Før jeg starter, vil jeg gerne lige fortælle, at i dag er der præcis 2 måneder til, at jeg står i Limas lufthavn klar til at tage flyveren hjem til Danmark igen.
Jeg ved ikke hvordan, jeg har det med det… Har ikke rigtig så mange følelser omkring det. Eller jo, man har vel altid lidt følelser: jeg har det egentlig meget godt her på den anden side af jorden, langt væk fra hverdagen og de normer, der er der hjemme. Selvom her er regler og så videre, føler jeg lidt, jeg lever i min egen boble; fordi jeg ikke kender så mange, og folk kigger på mig alligevel, så jeg kan lige så godt opføre mig tosset og reagere på alle de skøre tanker og idéer, der opstår i mit hoved i løbet af en dag. Jeg føler mig voksen, om som om jeg kan klare alt, når jeg går gennem byen alene eller prajer en taxi på et gadehjørne, der kan tage dig præcis hvor hen, du ønsker. Det er rart, og det er anderledes.

Det her år har været anderledes en forventet. Det har ikke levet op til alle mine forestillinger, men jeg fortryder på ingen måde, at jeg tog af sted! Til gengæld frygter jeg lidt at vende hjem. Frygter at møde de andre AFS’er, og udvekslingsstudenter generelt, der fortæller om alle deres fantastiske oplevelser, og alle de tætte bånd, de har knyttet, ikke kun til venner og familie omkring dem, men også til kulturen og væremåden i deres værtsland. Høre om hvordan de ikke kan vente med at komme tilbage, og hvordan de har haft det bedste år i deres liv, og derefter kigge på mit eget år, og føle, at jeg på sin hvis har fejlet. For selvom forskellige faktorer spiller ind som f.eks. land, familie og skole, kan jeg ikke fuldstændig sætte mig selv fri for ansvar, for hvor meget jeg har fået ud af det hele.
Jeg bliver allerede mødt af det på sociale medier. Og ja jeg ved godt, at det er selv-iscenesættende som ind i helvede, og hvis man kiggede på min egen instergram eller facebook, ville man sikkert også tror, at mit liv var lutter lagkage, men tror alligevel, der ligger noget bag deres opslag. Og ja jeg ved godt, at folk udelukkende fortæller den gode historie -hvilket er grunden til at mange andre har det som mig- men jeg er bare lidt for meget realist til det.
Det er gået op for mig, at dette kom til at lyde rigtig deprimerende, og det er ikke det,der er meningen. Som sagt har jeg på ingen måde fortrudt, at jeg er taget af sted. Jeg har haft en masse gode oplevelser, og jeg indså, her i går, da jeg snakkede med en af de nye udvekslingsstudenter, der er kommet til min by, at jeg rent faktisk har lagt flere interessante historier at fortælle om, en jeg lige går og tror. Og selvom det er svært at se nu, fordi jeg stadig står midt i det, er jeg sikker på, at jeg har ændret mig og vokset som menneske gennem de sidste 261 dage af mit liv.
- og det bliver også rart at se alle jer igen :-D

En af de lidt sjovere lektier, jeg har haft.

En af de lidt sjovere lektier, jeg har haft.

Men for at vende tilbage til indlægets egentlige tema, skal vi tilbage til starten af marts. Det var nemlig meningen, at jeg skulle starte i skole omkring den 9-10 marts, hvilket var lige efter, jeg kom hjem fra ferien til Lima med min familie. Men på grund af varmen havde min skole, og alle andre offentlige skoler, valgt at udskyde timerene en uge. Min værtsmor mente jeg var heldig, og i starten var jeg da også glad for det, men hen af ugen begyndte jeg at blive rastløs. Mine venner var allerede startet i skole, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, at hver dag jeg brugte hjemme, var en dag jeg spildte, som jeg i stedet kunne have brugt på at lave venner i skolen. Jeg forsøgte dog alligevel at nyde det, da jeg regnede med, at jeg efter kort tid i skolen ville savne ferie igen. Og jeg fik ret. Allerede hen af eftermiddagen efter den første skole dag, kunne jeg mærke motiveringen svinde, og om aftenen kunne jeg næsten ikke magte tanken om, at jeg skulle op i morgen tidlig. Det var nu ellers ikke fordi, der var sket noget direkte dårlig i løbet af dagen. Om morgene ankom jeg sammen med en anden pige, og alle klasserne samlede sig i skolegården. På grund af problemer sidste år havde skolen besluttet at blande klasserne og dele dem op i nye. Det var et være show; piger der skreg af glæde, når de hørte, at de var i samme klasse som bedsteveninden og andre, der brød ud i tårer, fordi de ikke var. Jeg stod lidt random midt i det hele uden at kende nogen, mens min række langsomt blev tømt for mennesker uden mit navn blev råbt op. Da inspektøren nåede til fordelingen af 3. klasse (går i 5.), accepterede jeg, at jeg helt sikkert var blevet glemt, og fandt en lærer. De smed mig ind i samme klasse som sidste år – dog med nye elever, da min gamle klasse alle går på Uni nu. Og hvordan har min første dag så været? Hm, først og fremmest var min nye klasse ikke nær så interesseret i mig som min gamle klasse var. Måske fordi der var flere nye i klassen, eller måske fordi jeg gik på skolen sidste år, så de er vandt til at se mig. I hvert fald var der ikke noget med mennesker, der kom hen og stillede 117 interesserede spørgsmål omkring mig. Det kan dog både være positivt og negativt, er ikke helt sikker.

Min følelse især de første skoledage - men med dansk selvfølgelig.

Min følelse især de første skoledage – men med dansk selvfølgelig.

Det der var det værste ved dagen var, at jeg ikke vidste hvilke krav, der blev stillet til mig. Sidste år lavede jeg jo ingenting, sov, tegnede eller snakkede det meste af tiden, så jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvor meget det var meningen, jeg skulle lave. Så den første dag sad jeg mest bare ikke og lavede så meget, fordi det var ret kompliceret, og jeg ikke rigtig havde så meget motivering, hverken fra mig selv eller fra lærerne. Med tiden er det dog blevet bedre. Jeg er nu ca. 2 måneder inde i mit skole år, og deltager stort set på lige præmisser med de andre. Jeg laver lektier hver dag, deltage en gang i mellem mundtligt (ikke ofte, men i min klasse er det alligevel altid de samme, der taler). I forhold til prøver, må jeg indrømme, jeg klare mig rimelig dårligt, men på den anden side bruger jeg heller ikke rigtig tid på at læse op til dem, fordi jeg heller vil nyde den tid, jeg har tilbage, når jeg nu alligevel ikke kan bruge mine karakterer til noget i DK.
Folk spørg mig nogle gange, hvordan skolen er her i forhold til i Danmark. Det er svært at give et entydigt svar på, både fordi det er forskelligt fra skole til skole, men mere fordi man ikke bare kan sige, den er strengere eller mere afslappet det ene sted i forhold til det andet.
Der er dog selvfølgelig nogle tydelige forskelle: Først og fremmest er der uniformer og det faktum, at man kalder lærerne Mis eller profesora og så deres fornavn, hvis man omtaler dem. Sammen med alle de regler om hår og udseende generelt kan man vel godt sige, at det er strengere end i DK, men på det anden side, er der mange ting, som man på ingen måde ville kunne slippe af sted med derhjemme. For eksempel råber de fleste bare svarene på spørgsmålene uden at blive spurgt, og faktisk er det oftest det læreren forventer, og når vi har prøver, og læreren siger at tiden er gået, begynder hele klassen at protestere, og så får vi gerne lige 15-20 min ekstra. Snyd er også noget, som der bliver gjort meget i her. Det er selvfølgelig ikke noget læreren bifalder, men der er heller ikke rigtig nogen konsekvenser, og det er langt nemmere at gøre det her, end det er derhjemme, og der er derfor stort set altid nogle, der snyder. Den sidste store forskel er faget religion. Måske er det fordi, jeg går på en nonne-skole, men tror, det er mere eller mindre det samme på andre skoler, nemlig, at de primært underviser i kristendom, og hvordan man er en god katolik (som om kristendom er et faktum og ikke et valg), og stort set ikke arbejder med andre religioner.

Christophs fødselsdag

Christophs fødselsdag

Udover at være i skole, som jeg synes er mit primære fokus for tiden (Ikke 100% frivilligt) har jeg hængt ud med mine venner, været til fester og så er jeg lige startet til en traditionel dans, der hedder Marinera. Det er vildt hårdt, både fordi jeg ikke har dyrket reelt sport, i al den tid jeg har været her, men også fordi det er en dans, der fokusere utrolig meget på en god holdning, hvilket jeg slet ikke har, så det er ret anstrengende, men det er vildt fedt at få pulsen op, og det er overraskende sjovt at danse i 8-taller rundt om stole i omkring en time (Mig og min veninde er stadig på begynder niveau). Desuden har jeg modtaget pakker, (taaaaaak :-D ) og taget en én-dags tur med familien til Piura, der ligger tre timer væk.

I forhold til pigerne i min klasse, er det ikke folk, jeg hænger ud sammen med efter skole, men de er søde nok, problemet er bare at de alle ved, jeg tager hjem om to måneder, og det er ikke ligefrem den bedste advertising for et dybere venskab. I forhold til det er jeg lidt splittet, for jeg har det egentlig rigtig godt med de venner jeg har nu, og de er sikkert langt mere interessante end de lokale venner, jeg måske kunne få, men på den anden side føler jeg lidt, jeg burde arbejde hårdere, fordi jeg jo er på udveksling. Men sådan er det jo.
Inden jeg slutter af, vil jeg gerne sige, at selvom dette indlæg måske virker deprimerende og/eller negativt, så har jeg det altså alt i alt rigtig godt og er glad for at være her. Denne her uge har jeg fri, fordi min skole har eksamener for dette bimestre, så jeg overvejer at tage ind tur til Tumbes og evt. bo i min fars hus.
Håber i har det rigtig godt alle sammen.

P.S. må indrømme at jeg først færdig gjorde indlæget i dag og ikke den 8, men starten er fra den dag ;-)
P.P.S jeg ved ikke om i ved det, men tabte min mobil i toilettet for ca. tre uger siden, og nu er den endelig blevet lavet :-D :-D

Min telefon lå i ris i lang tid, men det hjalp ikke så meget...

Min telefon lå i ris i lang tid, men det hjalp ikke så meget…

Fik besøg af denne lille fyr i håndvaske en dag.

Fik besøg af denne lille fyr i håndvaske en dag.

 

Har fået en pakke fra AFS. Fik at vide, den vil komme omkring jul, men her er den så endelig.

Har fået en pakke fra AFS. Fik at vide, den vil komme omkring jul, men her er den så endelig.

Har købt et duftlys.

Har købt et duftlys.

IMG_7655

Falske blomster i piura.

IMG_7678

Marked i piura

IMG_7721

jeg rev mit øje på en hylde, en morgen på vej ud af døren

Alt for længe siden

Undskyld, undskyld, undskyld
Hvor er det bare trolig længe siden i har hør fra mig. – i hver fald, hvis man ser bor fra den lille liste. Men selv hvis man tæller den med, har jeg ikke ligefrem være flittig til at skive. Det er dog ikke fordi, jeg ikke har gidet eller magtet at skrive, men fordi jeg ikke har kunne. Jeg har nemlig haft en del problemer med min computer, og den er først lige blevet reparere for nylig. Dog er der en del af mine taster, der ikke fungerer, så det har heller ikke være direkte nemt at lave denne opdatering. Det går op for en, at stort set alle danske sætninger indeholder minimum ét t – og det er selvfølgelig en af dem eg mangler :-( .
jeg må langt tilbage i gemmerne for at huske, hvad der er sket siden sidst, men heldigvis begyndte jeg at skrive dagbog tilbage i januar, så der kan jeg jo tjekke lidt op, hvis jeg altså kan læse den- mine bogstaver har jo aldrig være videre yndige ;-)
For ikke at fortælle hvad jeg har lavet hver eneste dag de 68 dage, for i lige højde punkterne på godt og ondt:
Den 18 februar skulle jeg mødes med en veninde fra min gamle klasse, som jeg ikke har set siden midten af december. På vej derhen, gik jeg og snakkede i telefon med den danske kvinder, der bor i Pimentel. Da vi kom hertil, var der mange der snakkede om, at man ikke skulle tale i telefon på gaden, fordi det kunne være farligt, men som tiden er skredet frem, er det noget, jeg har tænkt mindre og mindre over, fordi det ikke er en farer jeg føler i min hverdag, og massere af mennesker gør det hver dag. Så derfor gik jeg glædeligt hen af en den store vej, der fører ind til centrum. Pludselig var der nogen der hoppede og på ryggen af mig og hev i min telefon. Af refleks holdt jeg godt fast og vendte mig rundt. Jeg havde egentlig regnet med, at det var en af mine venner, for det er jo ikke ligefrem normalt at fremmede hopper op på ryggen af dig, men da jeg vendte mig rundt, var det lige præcis det, der stod bag mig; en fremmed. Vi stod lid og kiggede irriteret og vredt på hinanden, inden han løb tilbage over vejen til sin ven. Bagefter var jeg mest bare irriteret og underligt fikserede på det faktum af mit hår lugtede af hash på grund af ham, men inderst inde var jeg nok også lidt chokeret.
Om aftenen mødtes jeg med Christoph (min tyske ven) for at købe bus billetter, fordi vi havde planlagt at rejse til Lima samme den følgende dag. Det var dog et værre kaos, fordi alt var optaget eller gik for tidligt. Vi endte med at rejse på første klasse, hvilket selvfølgelig var dyrt, men ret behageligt – af en bus at være.
Næste dag brød helvede løs. Om formiddagen sende jeg min værtsmor en sms, om at jeg tog til det store center for at mødes med min veninde. Vi havde ikke se hinanden i et godt stykke tid, så det var rart at hænge du.
Men om aftenen da min mor om hjem, var det første gang, jeg nogen sinde havde oplevet, at hun var sur på mig sådan rigtig sur. Sur på mig over at Maria ikke kunne finde den rejsetilladelse far havde sendt til hende, sur over at ikke havde fortalt hende, at jeg havde købt min billet, sur over at Christophs mor rejste med et andet selvskab end os, og så hev hun midt i det hele også lige frem, at hun synes, jeg var for dårlig til at fortælle min aftaler i god nok tid. Jeg vidste slet ikke hvad, jeg skulle sige. For eksempel det med biletten; det var slet ikke faldet mig ind, at jeg var nødt til at fortælle hende, at billetten var købt, da hun jo allerede godt vidste, at jeg ville rejse den dag. Desuden har jeg det også sådan lidt, at hvis det var så fandens vigtigt, kunne hun have spurgt. Det sagde jeg selvfølgelig ikke, men undskylde i stedet med, at jeg ikke vidste, alle de her ting var et problem. Bagefter havde jeg det forfærdeligt og havde bare lys til at tude. Det blev ikke bedre af, at vi skulle spise lige bagefter, så jeg var nødt til at sidde der ved siden af hende og min søster, mens vi spiste i tavshed. Mens jeg vaskede op begyndte tårerne så at flyde og efter det stoppede de ikke rigtigt. Det vil sige at jeg ankom til busterminalen med våde øjne og tårer ned af kinderne, hvor Christophs og et familiemedlem jeg aldrig havde mødt før stod og ventede på mig.

Næste morgen ankom vi til Lima, hvor Christophs mor og bror ventede på os på stationen. Efter at have sat hans mor af, tog vi videre til naboområdet, hvor vi skulle bo. Her gik vi lidt rundt, men jeg vil helst bare finde et hostle, komme af med min taske og tage et bad. Det kom dog ikke lige til at ske før hen på eftermiddagen, fordi vi også lige skulle mødes med hans søster – som også bor i Lima, ligesom broderen gjorde på det tidspunkt.

Hostlet var fyldt med fede malerier som denne her

Hostlet var fyldt med fede malerier som denne her

Vi endte med at checke ind på et 8-sengesværelse på et hostle, og det var helt utroligt; lige meget hvad tid på dagen vi kom, var der altid mindst én, der sov, og det var sjovt nok ofte de samme personer. Sådan en dejlig måde at udforske en stor by på. Stedet var dog fint nok, og hvis jeg hvad været en rygsæksrejsende i tyverne, havde det sikkert været endnu bedre, da vi var helt klart de yngste på hele stedet. Men det er nok heller ikke så tit, man ser en 15årig og en 16årig rejse rundt alene. Og inden der er nogen derhjemme, der sidder og bliver skræmt, skal jeg måske lige nævne, at vi hver dag mødtes med næsten ansvarlige myndige (Synes ikke rigtig jeg kan kalde dem voksne, selvom deres alder vel kvalificerer sig til det…. Hvornår er man egentlig voksen? Kan vi aftale, at jeg aldrig behøver at blive det? )
Om aftenen var der en stor fest for Milaflores, som er det område, vi boede i. Det er en årlig fest, og tilsyneladende kommer der en del homoseksuel, hvilket jo ikke er noget man ser vildt meget af her omkring, så den ville jeg da gerne med til, men Christophs’ søsters kæreste er ikke så meget for fester – og sandsynligvis heller ikke bøsser-, så da vi havde aftalt at hænge du med dem, tog vi i stedet på barer med nogle af deres venner i stedet. Det var røvkedeligt, så Christoph og jeg endte med at smutte. Det lykkedes os at gå mange kilometer forkert, inden vi kom hjem med ømme føder – i hvert fald for mit vedkommende.
Næste dag stod den på shopping. Vi fandt et stort, rodet lokale, hvor alverdens folk solgte tøj, og her købte jeg en kjole. Det har jeg godt nok siden fortrudt lidt, men det er en anden sag. Købte også en croptop (kort bluse), som jeg ført har haft på for nylig. Generelt var hele turen til Lima ret stille og rolig, hvilket også var meningen, så der er ikke vildt meget at fortælle.

IMG_20150222_182629Næste dag mødtes vi med min bror, som bor og arbejder i Lima i nabodistriktet, fra hvor vi boede. Vi smuttede sammen til busselskabetet for at købe billetter til turen hjem – på gåben, hvilket var ret hårdt, da det var varmt den dag. Her mødtes vi med Christophs mor, så vi kunne være sikker på at komme med samme bus hjem.
Da vi når tilbage til hostelet for at sige farvel til min bror, trækker han mig til side for at snakke om min mor. Min ældste søster har nemlig fortalt ham om hele episoden inde jeg tog af sted, da de har et ret godt forhold. Vi snakker om hele situationen, og om hvorfor hun reagerede, som hun gjorde, og en masse ting om familie, som jeg ikke anede. Det var rart at snakke med en, der rent faktisk kendte til familien og kunne forklarer baggrunden for skænderiet, da det jo var noget, der var kommet ret meget bag på mig, (Selvom jeg dog har følt, at hun ikke var glad for alle de ting, jeg gjorde, men det er aldrig noget, hun har nævnt) i stedet for bare at snakke med mine venner eller min dagbog, der jo slet ikke kender min værtsmor. Jeg har altid tænkt, at det her år ville være om at få en familie og blive en del af den, men jeg har aldrig tænkt over at familier kan være fuld af problemer og historie, som man ikke kender til, og som ikke bare går væk, ford der kommer en ny og bor i familien for et år, og det er måske ikke altid er noget, man får snakket om, fordi det er noget alle allerede ved og som bare er en del af hverdagen, og som måske ikke er helt nemt at forklare til en udenforstående. Og hvor meget har han/hun/den krav på at videt? Men det er præcis den fortid, som kan give forklaring på folks opførelse og holdninger til ting.
Senere tog Christoph og jeg til et nabodistrikt med en strand og gik lidt rundt der.

IMG_20150223_121429IMG_20150223_121121Mandag var vores sidste dag, så der skulle vi nå alt det, vi ikke havde gjort de andre dage. Jeg ville gerne lave et eller andet kulturelt for ligesom at have set Lima og at have noget at fortælle, når vi kom hjem, da det eneste vi reelt havde lavet, var at tage på et chokolade”museum”, der kunne ses på under 10 minutter – men de havde en masse smagsrøver, så vi blev lidt længere hahah. Tingene i guidebogen tiltalte os ikke ligefrem, så vi endte med at smutte en tur i det så kaldte viselle galleri. Her var der faktisk en ret sjovt, men lille udstilling, der var en blanding af robotter, robot kampudstyr og modelbygninger. – jeg væltede selvfølgelig næsten et stort pap-lejlighedskompleks, kontorbygning eller, hvad man nu ønsker at bruge den til.

Ikke særlig lækker...

Ikke særlig lækker…

Til forkost mødtes vi med min bror for at spise pizza, men ikke inden vi først havde brugt uendelig lang tid på at finde et par shorts til mig, der endte med ikke at være på tilbud, og derfor så dyre, at jeg ikke gad købe dem, og på at købe en dyr opskriftsbog som en gave til en veninde, som vi så glemte et sted. :(
Derefter tog vi videre for at mødes med en tysk afs’er, der var taget til Lima med sin veninde. Det var en røvsyg efter middag, fordi de talte tysk HELE tiden! generelt er de tyske afs’er ret dårlige til at tale engelsk eller spansk, når de har muligheden for at tale deres eget sprog. – Dog er dem fra min egen by helt klart blevet bedre til det med tiden :-)
Om aftenen satte Christoph og jeg os ned på denne her klippe, der ligger tæt på, hvor vi boede. Lima ligger nemlig du til vandet på en skrant- og ifølge Christoph med fare for at styrte i havet- men det er i hvert faldt lækkert nok at side du til kanten og kigge du over vandet.
Mandag var det tid til at vende næsen hjem ad i tide til at nå til vores venindes fødselsdag.

Tirsdag morgen ankom vi til Chiclayo, og jeg var godt træt efter en nat stort set uden søvn. Efter min snak med josé (min bror) havde vi aftalt at jeg skulle få snakket med min værtsmor. Dog havde jeg ikke mod på det, lige da hun kom hjem, så i stedet sad jeg lidt og skrev med min veninde. Jeg taler aldrig specielt meget ved spisebordet, men under dette måltid sagde jeg stort set ikke ét ord, men sad i stedet og gemmesøgte min hjerne efter gode måder at starte den samtale, jeg vidste eg var nødt til at have, men virkelig ikke havde lyst til. Det hele virkede bare så kompliceret og besværligt, og det blev ikke nemmere af at mine søstre altid er omkring, da jeg ikke ligefrem havde lyst til tilskuerer. Heller ikke det faktum at min mor lod som igen ting og ikke tog noget som helst initiativ til at tale om tingene hjalp synderligt. Hun fortalte mig at den ene hund var syg, og jeg havde tænkt mig at tage med hende og bruge det som min mulighed til at tale, men hun ville ikke tage til dyrelægen med det samme, så jeg forduftede i stedet op på mit værelse utilfreds med mit svindende mod og mangel på handling. Heldigvis har jeg en god veninde, der var ligeglad med mine tårer og fortalte mig, at jeg var nødt til at tage mig sammen og få det overstået. Da jeg endelig var klar på det, var min værtsmor taget på arbejde, så det havde været totalt spild af tid. Jeg sendte hende dog en besked om, at vi skulle snakke, når hun kom hjem, svaret lød, at AFS-præsidenten ville komme forbi om aftenen. Det svar var ikke betrygende, men jeg snakkede lidt med min søster om det og fik det bedre, så jeg kunne slappe af resten af eftermiddagen. Da det kom til mødet var det heller ikke så slemt, men jeg tror, det var en god ting, at præsidenten var tilstede som en form for mægler for at gøre det hele lidt nemmere.
Senere tog jeg til fødselsdagen som lovet, hvilket ikke var videre interessant. Vi sad i hver sin side af et stort rum. Afs’erne på den ene side, familie på den anden. Vi blev alle bedt om at sige noget til fødselaren i stil med ”jeg er så glad for at have mødt dig”. Tror ikke der var nogen, andre end forældrene, der synes det var en specielt god idé. Det jo altid er lidt akavet at skulle tale foran en forsamling, og de fleste gentog bare hinanden lidt. Desuden troede hendes søster, at jeg var gravid, hvilket ikke gjorde noget som helst bedre. Dog tog vi til stranden bagefter og lavede et bål, hvilket var hyggeligt nok.

Næste gang der skete noget ”Spændende” i mit liv var i starten af marts, hvor min tyske veninde og jeg besluttede at tage til doktoren. Det var noget besværligt noget. Vi ankom ved en 17-18 tiden, men der var slet ikke nogen læger. Afhængig af hvilken afdeling – jeps et almindeligt læge besøg er strengt opdelt i kategorier efter dit problem- ville konsultationerne starte på forskellige tidspunkter. Da der var en del tid, til vores læger ville ankomme, besluttede vi at vente i den nærved liggende park. Her kom der en mand hen og snakkede til os. Først var jeg lidt mistænksom, fordi han startede med at ville have taget et billede med os, og derefter lod han sine kvindelige venner gå videre, for at blive at snakke med os, men jeg vil helst tro på det bedste i mennesker, og han virkede da også helt okay, da det kom til stykket. Han har en datter på min skole, som første dag i det nye skoleår spurgte hun om jeg kendte ham. Først anede jeg ikke hvem hun snakkede om, men da det gik op for mig, måtte jeg jo rette mit svar til ja :-)
Da klokken nærmede sig halv seks, smuttede vi tilbage til hospitalet. Her var vi lidt som forvirrede høns, men det lykkedes os da, at få fat i min venindes medicinhistorie og snakket med doktoren. Efter at have skrevet hendes recept ville han dog heller snakke om mad end at svare på mine spørgsmål, som han åbenbart synes var latterlige. Jeg for vild hundrede gange i de små snirklede gange, inde jeg fandt min afdeling, der viste sig at være receptionen, altså det allerførste sted vi var. Og kun for at få af vide, at de ikke ville gøre noget for at behandle mig ved mindre, at jeg havde en mail fra præsidenten af min organisation. Sandsynligvis for at konfirmere, at rent faktisk rejste med denne organisation og derfor har ret til gratis sygehjælp (eller i hvert fald ikke betalt af mig)- modsat lokale, der skal betale med det samme, når de bestiller en tid. Det var ret nederen at have spildt så meget af en dag på det, uden resultat for mit vedkommende, og især fordi der ikke havde været noget problem med min veninde, men det er sikkert fordi mit problem sandsynligvis ville kræve røgten-scanning og ikke bare et enkelt blik fra en læge som hendes gjorde.
Dagen efter tog jeg til præsidentens hus, hvor jeg langt om længe fik et dokment fra min skole, der bevidste at jeg havde gået der, så jeg kunne få det sendt af sted til Danmark, og få søgt et gymnasium. Mens jeg ventede på at præsidenten kom hjem, sad jeg i hendes stue sammen med hendes mor (Helt normalt. Maria Elena er altid sent på den). Hun spørg mig, hvor gammel jeg tror hun er. Jeg vil jo ikke fornærme nogen, og det er altid lidt svært med ældre mennesker, fordi nogen bliver gamle langt hurtigere end andre, så jeg bankede med vilje alderen lidt i bund. Det resulterede i at jeg endte med at gætte 25 år forkert!
I huset mødte jeg senere min tyske ven Christoph og en af hans venner derhjemme fra, som selv havde været på udveksling, og var kommet forbi for at besøge ham på vejen hjem.
Efter det smuttede vi ud for at spise, og mens vi sidder i centeret, er der en dame, der bliver ved med at smile til mig fra et bor tæt ved. Jeg ved, jeg kender hende, men kan ikke finde ud af hvor fra. Igen af de andre har nogensinde set hende før, og jeg kan ikke lade være med at grine. Da det endelig går op for mig, at hun er fra den tur jeg rejste på med min mor og alle pensionisterne, er det lidt for sent at gå over og hilse, da vi har siddet der temmelig længe, og jeg har kastede for mange interesserede blikke i hendes retning, og grinede lidt for meget (hun grinede også af mig haha).

To dage efter gik turen til Lima igen, denne gang dog med familien. Vi ankom fredag morgen efter en 14 timers lang bustur, og mit hovedet værkede – hele dagen. Vi shoppede – hvilket er en ting min familie nyder at gøre, når vi rejser til andre byer, – og gerne i samme butikker, som vi har i Chiclayo. Jeg købte en rigtig flot buksedragt. Jeg var lidt i tvivl, da jeg købte den, men jeg er siden blevet rigtig glad for den. Problemet med Peru og tøjkøb er; at de fleste ting ikke kan byttes, og dem der kan har en tidsfrist på 7 dage, det gør, at der er meget større sandsynlighed for at lave fejlkøb, hvilket ellers ikke rigtig er noget, der har været et problem for mig i DK. Vi tog også hen på et kontor for en organisation, der sender unge sydamerkanerer til USA for at arbejde i tre måneder i sommerferien. Det er kun 7200 kr. + flybillet, og så får de altså et sted at bo og et betalt job. Det vil min ældste søster gerne her til december, og for at være ærlig synes jeg også idéen lyder ret tillokkende, hvis det er muligt at gøre fra Danmark. Det er dog sandsynligvis langt dyrere. Har tjekket, hvad det koster at rejse med afs til Danmark fra Peru, og det er under halv pris! Slet ikke fair!
Næste dag havde jeg stadig hovedpine, men jeg tog en pille, så jeg kunne tage med familien ud til et gigantisk ”marked”, der minder lidt om et overforstørret og langt mere kaotisk form for Strøget i København, men alting er billigere, så det er dejligt nok.
IMG_7315Om aftenen tog vi i en springvandspark, hvor der sjovt nok var en masse springvand, men det der gjorde den speciel var, at springvandene var oplyst af forskellige lamper, og der var også et lille show, hvor vandet nærmest blev brugt til at lave hologrammer (Håber det giver mening).
IMG_7562Den sidste dag smuttede vi i zoologiskhave. Haven er inddelt i 4 dele. Tre, der repræsenterer Perus tre dele: Kysten, bjergene og junglen, og den sidste del, som er den internationale del. Synes det er lidt sjovt, at der her er så mange lokale dyr, modsat i Danmark, hvor stort set alle er internationale.
Om aftenen tog vi bussen tilbage til Chiclayo.
Og med den bemærkning vil jeg slutte dette indlæg, for dette var ikke kun enden på min tur til Lima, men det er også ved at være enden på hele min ferie, og derfor kommer næste ”kapitel” i min Peru historie til at stå i skolens tegn.

En lille chokoladetegning

En lille chokoladetegning

6 ting jeg savner fra Danmark

Lister. Nogle elsker dem og skriver alting op på små gnidrede stykker papir eller lige rækker med sirlig håndskrift for at få orden i deres liv og hjerne. Andre hader dem og kunne aldrig finde på at lave så meget som en indkøbsliste. Men lige meget hvad kan vi vidst alle blive enige om at nogle lister er bedre end andre. To do lister er for eksempel oftest ikke så sjove, hvor ønskelister der i mod kan være ganske rare – så længe man altså kan finde på noget at skrive ;-)
Jeg har besluttet at lave en lidt anderledes liste og vil gerne dele den med jer. Så her kommer en række TING jeg savner ved Danmark.

Rene sokker
Som i nok ved vasker jeg i hånden, og derfor vasker jeg ikke altid helt så ofte, som jeg nok burde. Særligt mine sokker kan jeg godt finde på at bruge flere gange, da jeg kun har 5 par og ikke ved, hvor alle er. Og selv når jeg så vasker dem, bliver de bare ikke rigtig rene. Der sidder altid hår, og nogle gange støv, på dem, og de er mærkelig stive i det. Jeg savner rene, ny-maskinevaskede,bløde sokker.

Rent vand fra hanen
Selvom vi i min familie altid har flaskevand i huset, hvilket er langt bedre end de familier, der koger drikkevandet, (Det smager forfærdeligt. Endnu værre end hvis du bare drikker det direkte fra hanen) er det altså bare ikke det samme som at kunne stikke hovedet ind under hanen, når man er rigtig tørstig. Desuden er vandet aldrig rigtig koldt. Jeg forsøgte at lave isterninger, men vi har en kraftig krydderipasta stående i køleskabet , som primært består af hvidløg, der gør at alt tager smag. Selv i fryseren.

Lækker mad
Man kan vænne sig til det meste, og maden her smager da også langsomt bedre og bedre, fordi jeg nu har spist de samme ting tilstrækkelig mange gange, men hvor jeg dog savner at komme cyklende forbi køkkenvinduet eller at sidde oppe på mit værelse, mens duften fra aftensmaden slår mig i møde, og jeg bare glæder mig til at skulle spise. Det sker ufatteligt sjældent her, og kun hvis vi spiser take-away.

Bøger
Det er ikke fordi jeg slet ikke har læst i den tid, jeg har været her, men jeg savner at kunne gå på biblioteket og have uendelige valgmuligheder. Her har jeg kun det lille udvalg, man kan finde på det online biblioteket, og det er hverken specielt stort eller spændende. Desuden er det bare ikke det samme at læse på computeren, som det er at sidde med en tyk bog i hænderne. Den eneste fordel der er, er at jeg i det mindste ikke taber pc’en ned i hovedet, hvilket godt kan ske med en bog, når jeg har læst længe nok haha. Et andet problem ved e-bøger er, at min computer ikke har fungeret på det sidste, og derfor har jeg slet ikke kunne læse noget som helst. Der er sikkert nogle der sidder og tænker “hvorfor læser hun dog ikke bare spanske bøger” men så vidt jeg har forstået, må man ikke låne bøgerne med hjem fra bibliotekerne, og så går idéen jo lidt af.

Det frie valg
Hjemme i Danmark er jeg vandt til at kunne gå i køleskabet og tage hvad jeg vil både til morgenmad og frokost, og hvis jeg nu ellers lige er sulten. Det er ikke fordi jeg får for lidt at spise her, nærmere det modsatte, men det er altid andre, der bestemmer, hvad jeg skal spise. Til morgen mad er der sat brød frem på bordet nogle gange fyldt med noget, og ellers med én slags pålæg til at putte på . Det kan ost, avokado, tun eller noget helt fjerde. Til frokost bliver der lavet en “varm” ret som vi alle spiser og som er øst op forhånd. Og til aftensmad er der oftest den samme ret, takeaway eller brød. Det vil sige at hele døgnet rundt bliver jeg fodred med noget nogle andre har bestemt. Det er selvfølgelig rart at der blive lavet mad til mig, men jeg savner bare at kunne lave et æg til frokost, lave en frugtskål eller noget helt 3. Frugten er en mulighed, men jeg er bare så mæt hele tiden, at det ikke er så tiltalende, som det ville være, hvis jeg kunne spise det i stedet for morgenmaden eller hvad ved jeg.

Tøj
Jeg savner tøj! Jeg savner at have mere at vælge i mellem og ikke føle at jeg går rundt i de samme sæt dag efter dag. Jeg savner at kunne købe tøj uden at skulle tænke på, hvor hvidt den nye bluse passer til tilstrækkeligt mange andre ting, jeg i forvejen har her. Jeg savner at føle mig pæn og stylish. Og at kunne gå i mine lange sorte bukser hele tiden, da de bare passer til ALT. Og ikke mindst irriterer det mig at vide, at jeg har så meget tøj derhjemme, som bare ligger og ikke bliver brugt, mens jeg mangler det så meget her.

Det var så min liste over de 6 ting. Ordet “savner” er måske lidt voldsomt at bruge i denne sammenhæng, men det er i hvert fald ting, jeg mangler i min hverdag og som ville forhøje min livskvalitet, hvis jeg havde. Listen er lidt anderledes, end jeg havde regnet med inden, jeg tog af sted. Der står for eksempel ikke lakrids noget sted ;-) Selvom det dog skal siges at slikket her er rimelig lavsigt, og de stort set kun sælger kiks. Det kan jo være at listen bliver ændret eller forlænget, når jeg starter i skole igen og mine behov måske ændre sig, men det her er i hvert fald de ting, som har småirriteret mig hele året.
Knus til jer

Los carnavales

27.02.15

Slutningen af januar og starten af februar blev primært brugt på at slappe af, vælge gymnasium, være irriteret over min computer, fordi den er ved at gå i stykker og hænge ud med mit stadig ikke overdrevet højt antal af venner. Der er dog alligevel nogen ting, jeg gerne ville hive frem. For første var jeg så heldig at finde en gratis vægt på et apotek. Min familie ejer ikke en vægt, så jeg har længe gået med tanken om at veje mig hos en af de mænd, der sidder på gaden med badevægte, men jeg har aldrig rigtig fået det gjort. Men her i starten af februar var jeg som sagt så heldig at finde en gratis en på et apotek i midten af centrum. Og jeg må sige, at det blev til en gladelig overraskelse. Jeg har taget mindre end 3 kg, g når man tænker på hvordan jeg bliver profodret med fed mad og sukker, og derudover også har et stort forbrug af søde sager, synes jeg det er ret godt gjort. (Mor er dog ikke enig haha, men jeg havde frygtet værre)

En anden vigtig dag at hive frem, var også i starten af februar, dog lidt senere. Jeg kan ikke huske,om jeg har fortalt jer det, men en af de andre udvekslingsstudenters mor har en dansk veninde, som hun længe har ville have, at jeg skule møde, og her den 9 fik vi det langt om længe gjort. Kvinden, Elin, er en ældre dame på næsten 70, men hun virker ikke så gammel. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi spiste pandekager (Det har jeg ikke spist i over et halvt år), og snakkede . Hun bor i Pimentel (stranden), og inden vi sagde farvel, tog hun mig en tur rundt i området, hvor hun forklarede lidt om de gamle huse – de fleste af dem havde jeg aldrig lagt mærke til før. Hun var også sådan rigtig farmor-agtig og gav mig en lille pose med, med de sidste pandekager, nogle vindruer og citron. (Citron var til pandekager, og det er virkelig noget i skal prøve. Sammen med sukker smager det himmelsk!)

kortFredag den 13 tog jeg med familien til Cajamrca (En stor by i bjergende) for at være der i weekenden. Der har nemlig været karneval i hele denne måned, og det havde min familie besluttet, at vi skulle opleve. Det var også første gang de var der under karnevalerne. Vi ankom om aften efter en lang bus tur til et lille men højt hotel. Vi boede på femte sal, der var den øverste. Mine søstre og jeg i et værelse og værtsforældrene i et andet. Vi smuttede på en kinesisk restaurant og spiste aftensmad, og på vej hjem krydsede vi over Plaza de armas (Stort set alle byer har en. Det er bare en plads i midten af byen), her var fyldt med folk, der dansede, sang og spillede musik i forskellige grupper.

IMG_6537Næste morgen stod vi tidligt op for at tage til Baños del Inca, hvilket er en naturlig badeanstalt i den forstand, at der naturligt er varmt vand i undergrunden, som bruges til blandt andet at fylde badekar op med, som var det vi gjorde. Det hele var meget organiseret: Man fik tildelt et rum, med et stort kar, som man kunne fylde med vand, i den temperatur man ønskede,og så fik man eller en halv time, til man skulle være ude igen. Det var fint nok, men lidt akavet, da jeg delte kar med den søster jeg stort set ikke snakker med. (Pierrina)
IMG_6598På vej ud spottede min søster nogle heste, som hun gerne ville have taget billeder med (jeps, det er noget man gør her), så vi blev begge sat op på en hest hver, og så blev der ellers skudt løs med kameraene. Det mest komiske var at min søster var rimelig bange for at være på hesten, selvom det var hende, der i første omgang ville have taget billederne. Jeg fik personligt bare lyst til at ride igen, men det blev ikke til mere end at forsøge at skridte en lille smule frem, til der hvor vi skulle stå af, inden den nærmeste dame greb fat i snoren, sandsyneligvis i den tro, at hesten var ved at stikke.

IMG_6628Efter det tog vi tilbage for at mødes med min anden søster (Wendy), der havde sovet længe, fordi hun havde arbejdet på en skole opgave hele natten før. Der efter tog vi ud til et sted, hvor vi troede karnevalet ville være, men det vidste sig, at de først ville komme langt sener, så vi tog i stedet op på et lille bjerg, hvor man kunne se byen oppe fra.

IMG_6684Bagefter købte vi lidt souvenirs og spiste frokost. Der efter tog vi tilbage til det sted, vi var tidligere, hvor karnevalet nu var startet. Det var dog ikke helt som vi havde regnet med. Der var en scene, hvorfra der blev spillet musik, og folk hyggede, drak og dansede. Det ville sikkert være rigtig hyggeligt, hvis det ikke var fordi, jeg var der med min værtsfamilie. Denne dag var i øvrigt ”Malingsdagen”, hvilket vil sige at alle byens beboer, unge som gamle, gik rundt og kastede maling efter folk og biler. Da vi kom til pladsen foran scene, gik der ikke lang tid, før der kom en folk drenge og hældte malingvand ned af ryggen på hende. Så ville faderen ikke længere, for det gad han i hvert fald ikke, og det var da også bare dumt og irriterende. IMG_6685Vi andre kunne ikke helt lade være med at grine, fordi i Cajamarca er idéen med karnevalerne at folk driller hinanden med vand og maling, og han vidste jo godt, hvad han gik indtil, inden vi kom. Vi stod lidt og overvejede hvad vi skulle gøre, for det var lidt mærkeligt at blande sig med de festende mennesker. Pludselig kom der dog et gigantisk regnskyl, og lidt efter lidt flygtede folk fra pladsen.

Jeg tog selvfølgelig en masse billeder af mit malingstøj, så jeg kunne føle mig lidt cool haha ;-)

Jeg tog selvfølgelig en masse billeder af mit malingstøj, så jeg kunne føle mig lidt cool haha ;-)

Da det var overstået besluttede vi at tage tilbage til hotellet, men mens vi stod og ventede på taxaen kom der en fyr og første hældte maling ned at min ryg og derefter tværede det rundt i mit ansigt. Det var synes jeg nu var sjovt nok, for så havde jeg også fået lidt ud a ”La día de pintura” andet end vare at kigge på de andre. En gang kunne jeg godt tænke mig at tage til Cajamarca og være der hele februar for at opleve karnevalerne, sådan rigtig og ikke bare kigge på, for det kan man sagtens, og der er stort set ting at se eller gøre hver dag hele måneden. Jeg ville desuden gerne have taget nogle fede billeder at folk med maling ud over det hele festende og glade, men jeg turde ikke rigtig, da der var risko for, at folk ville komme bagfra med en spand maling hvert øjeblik.

Efter et bad tog vi til Real plaza (Det er betegnelsen for et shopping center. Stort set alle byer har en), hvor vi spiste, og hvor jeg købte et par leggins, fordi de eneste par lange bukser jeg havde var våde, efter jeg havde vasket dem for maling (Der overraskende nok gik af :-) ) og det var lidt for koldt til shorts. Efter det tog min ældste søster Wendy og jeg over til et hotel for at møde nogle af hendes ”venner” for at gå ud sammen med dem. Det var ufatteligt kedeligt! Først og fremmest fordi den førstepige vi mødtes med brugte HELE aftenen på at sladre om folk, jeg ikke aner hvem er. Der ud over nåede vi aldrig at feste, inden Wendy og jeg skulle hjem, fordi vi først skulle vente på folk og derefter brugte lang tid på at tage hen til et sted,være der i 10 minutter, for derefter at beslutte, at det var nederen og tage videre til et andet. En halv time til en time inden vi skulle hjem, ankommer vi til et sted, der tager 80 kr. i entré, så vi beslutter bare at tage hjem med det samme. Alt i alt spild af tid.

IMG_6711Næste morgen var der optog. Vi stod op for at købe plads på de små stole forskellige mennesker havde sat op på pladsen, hvor optogene ville komme forbi senere samme dag. Derefter smuttede vi op og spiste morgen mad, og spredte os der efter. Moderen gik ned til pladserne, og vi andre smuttede ind i det ene souvenir sted efter det andet.

IMG_6731Optogene skulle rigtig begynde kl 11, men startede først kl 13, så der var en del vente tid. (Fordi stort set alt her i landet,køre efter den peruvianske tid). Der kom også regn et par gange, så min familie investerede i paraplyer til at sætte på hovederne til os alle. Det så ufatteligt fjollet ud, men det var rigtig praktisk, når jeg tog billeder, fordi mit kamera så ikke blev vådt. IMG_6773Optogene var ikke nær så vilde, som jeg havde regnet med. Først og fremmest var alle på gåben. De kendte vognoptog, som jeg tænker på, når jeg hører ordet karneval, er slet ikke noget, man har i Peru, men er et fænomen, der stammer fra Brasilien. Derudover manglede der bare energi! IMG_7094Kommentatoren/dommeren måtte opfordre dem i optogene til at danse, og især lige der hvor vi sad, havde energiniveauet en tildens til at falde, fordi vi sad et sted, hvor vejen drejede, og de nogen gange var nødt til at stoppe op her. Så det var lidt ærgerligt. Noget andet der også irriterede mig, var at stort set lige inden det hele begyndte, IMG_6825kom en politibetjent og stildte sin motorcykel lige foran der, hvor vi sad, hvilket gjorde det ret svært at tage billeder. Jeg kunne sandsynligvis godt bare have gået ind i blandt optogene og tage billeder, men det var først halvvejs igennem, at det gik op for mig, at der også var almindelige mennesker der inde, og det ville også have været lidt underligt med min familie, hvis jeg bare gik ind, mens de sad og så på fra deres stole. Vi gik inden det var færdigt, fordi vi skulle nå vores bus. På vejen hjem forsøgte jeg at sove lidt, men det var ikke så behageligt, og jeg vågnede op med ondt i nakken og ryggen. Selvom jeg ikke fik det helt optimale ud af karnevalerne, er jeg virkelig glad for at have fået set det, og kunne godt tænke mig, at tage tilbage.

Peace out og håber i havde en hyggelig fastelavn, selvom det nok er de færreste af jer, der har fejret det. Men i har måske været så heldige at få spist en fastelavnsbolle eller to, og så kan man jo sagtens være tilfreds ;-)

Her er desuden en video med klip fra optogene. jeg har prøvede at gøre den så kort som mulig. Find den ved at klikke HER

Vil lige tilføje, hvis i endnu ikke har opdaget det, at man kan klikke på hvert billede, hvis man vil se det i en større version.

IMG_7031IMG_7185

IMG_20150214_152614

Min fine paraplyhat

Min fine paraplyhat

De  fleste biler så sådan ud på "el día de pintura"

DE fleste biler så sådan ud på “el día de pintura”

 

Karneval er for alle aldre :-D

Karneval er for alle aldre :-D

De kom fra hele landet

IMG_652308.02.15

Januar har været en begivenhedsrig måned, så i får lige endnu et indlæg fra mig.

Julie - heri 2D

Julie – her i 2D :-D

Tirsdag d. 20.01.15 var den første gang, jeg talte med en levende dansker i over 4 måneder. Jeg har selvfølgelig snakket lidt på Skype, og skrevet med folk, men det er altså bare ikke det samme som at snakke med et rigtigt, levende, 3-dimensionalt menneske. Grunden til denne ære skyldes, at der var Midt-Stay-Camp, som er en form for evaluering af det halve år der er gået, for at se hvad vi har lært, og hvad, der skal arbejdes på fremover. Udvekslingsstudenter fra de nær omliggende byer kom til Chiclayo, og så havde vi ellers to dage med dem. Det var fint nok. Jeg var ret glad, fordi jeg kunne tale dansk, selvom det var lidt svært i starten, og vi nogen gange skiftede til engelsk uden at opdage det.
Jeg måtte sige, at jeg ikke var super tilfreds med udbyttet af den første dag. Vi lavede forskellige fremlæggelser og snakkede om temaer, men det var jo alt sammen ting, vi vidste i forvejen, og ikke noget, der evalueret vores ophold.
Anden dag var dog bedre, selvom det hele var lidt langtrukkent, fordi vi kom nemlig til et tema om problemer, hvor man skulle skrive, hvilke problemer man havde med familien,skolen, byen og AFS, og hvad man havde gjort for at løse dem. Normalt er jeg jo ikke glad for at tale foran store forsamlinger – og slet ikke med folk jeg ikke kender og på et fremmedsprog -, men jeg besluttede alligevel at række hånden op og dele mine familieproblemer, og det var et godt valg. Efter jeg var færdig spurgte en af de andre piger, om jeg havde overvejet at skifte, og så måtte jeg jo fortælle, at jeg havde forsøgt. Min afs-præsident, som tilfældigvis også var på det møde, ville straks høre alt om hvem, der havde sagt, jeg ikke kunne, og jeg tror at mine udtalelser var grunden til, at hun senere på dagen besluttede at tage en snak med alle fra Chiclayo. Efter det var jeg rigtig positiv, da hun kom med løsningsforslag, i stedet for hendes datter, der bare havde været sådan lidt ”lev med det”. Så planen er nu, at hun vil komme til mit hus, for at have en samtale med mig, og desuden kigge efter et alternativ til den normale skole jeg går i. (Ingen af de ting er sket endnu, men der er også hele 2 uger til, jeg bør starte i skole igen hahah). Om aftenen tog de fleste af udvekslingsstudenterne videre til Tumbes, hvor der var nogle ture arrangeret af AFS, men da jeg allerede havde set det hele på nær en ting, blev jeg i Chiclayo og tog i stedet til Pimentel (stranden) næste dag. Her mødtes jeg med Christoph, og planen var, at vi ville snakke med den nye udvekslingsstudent, der tilsyneladende var flyttet ind i huset over for ham. Hun var dog ikke hjemme, så vi havde bare en afslappet dag. Vi har i øvrigt senere fundet ud af, at udvekslingsstudenten bare er en af de tyske frivillige, der har skiftet familie.

På vej hjem fulgtes jeg med Luis i combien (Drengen, der havde min børste). Det var lidt akavet, fordi ingen sagde noget i hele combien, men jeg lidt følte, jeg burde tale, da jeg jo kendte ham lidt, og vi sad der ved siden af hinanden. Ved ikke om det kun er mig, der har det sådan, men jeg er ikke stor fan af stilhed, når jeg er sammen med andre mennesker – ved mindre jeg kender dem rigtig godt! Da vi stod ud af combien talte vi dog lidt, inden jeg tog til min salsa time. Her var i øvrigt kun mig og en midaldrende kvinde, jeg aldrig havde set før- og så selvfølgelig danselæreren.

Dagen efter skulle jeg så ud med Luis. Det var en aftale,vi havde lavet for lang tid siden. Det egentlig hyggeligt nok. Vi gik rundt i Chiclayo, og så spiste vi is- som han selvfølgelig betalte. Jeg har det altså vildt mærkeligt med, at drenge betaler for mig. Jeg ved ikke, om det er feministen inde i mig, der skriger eller hvad, men jeg synes, det er akavet. Så skal man til at tænke over, hvad man kan tillade sig at vælge, og desuden er det jo totalt unødvendigt. Jeg mener, jeg har jo penge selv, og sikkert flere end de fleste unge peruaner. Men det er altså sådan, man gør her. Jeg snakkede med et par af de andre piger i AFS om det, og de synes bare, det er dejligt. Hahah det er nok bare mig, der er mærkelig. Det ville ikke være første gang jo :-p

Lørdag var helt stille og roligt, og det mest interessante, jeg lavede var; at snakke med Louise, hvilket jo er dejligt nok. Om aftenen tog jeg til en farvelfest for Gegoery, der er en tidligere udvekslingsstudent fra Belgien, der har været her i mere end en måned nu. Vi endte med at tage på Nigth. På et tidspunkt omkring kl. halv 3, måske lidt senere, skriver min danske veninde til mig, at bussen fra Tumbes snart ankommer. I følge papirerne skulle den først ankomme kl 5, og da hun skulle sove hos mig, mens der var ture rundt i Chiclayo, havde hun ikke et værelse på hotellet med de andre. Derfor skriver jeg til min værtsmor, at jeg tager over og henter hende, og tager hende med hjem. Moderen havde, inden jeg forlod huset den aften, bedt mig om at komme tidligt hjem, men da hun ikke sagde hvornår, tænkte jeg, at normal tid sikkert var fint. Men da hun så min besked angående den danske pige (Julie) , var hun ikke glad, og ringede mig derfor op. Jeg står midt i et diskotek, og kan ikke høre en skid, så jeg søger tilflugt i indgangen til drenges toilet- under protester selvfølgelig, men de blev jo bare tysset på :-P . Det hjælper dog ikke meget, så jeg finder pigetoilette, hvor jeg kan gå helt ind, og i dækning fra den høje musik. Da jeg endelig kan høre, hvad hun siger, er hun ikke glad, og det ender med at jeg siger, at vi bliver nødt til at have snakken, når jeg kommer hjem, da jeg skal hente Julie. (Den har vi så aldrig haft).

Søndag blev det tid til ture rundt i Chiclayo. Først tog vi ud på et museum, jeg allerede havde været på 2 gange, men jeg havde ikke forstået så meget de andre gange, så det var fint nok. Jeg tror dog det faktum, at jeg allerede havde set det, var grunden til at jeg havde lidt svært ved at koncentrere mig om guiden, og så selvfølgelig fordi jeg var der med et dusin andre unge, hvor nogle var helt klart mere interesseret end andre. Efter det tog vi først til Pimentel, hvor mig og 3 andre tog ud og svømmede. Det var første gang, jeg var i vandet kun iført bikini, og bare for at svømme uden at surfe, hvilket jeg synes er ret vildt, når man tænker på, at jeg har været i 5 måneder. Det var i øvrigt rigtig dejligt. Derefter tog vi til en anden strand, der ligger lidt længere væk fra byen, hvor jeg aldrig været. Det var ret hyggeligt, fordi det var tidlig aften, og der var et band ude og spillede musik. Oplevelsen blev dog lidt ødelagt, fordi jeg var kold efter min tur i havet.

IMG_5850Mandag var vi ude at vandre i bjerge/bakker. Det var flot, hvilket bjerge altid er for mig, fordi Danmark er fladt, men det virkede ikke rigtig som om, der var en grund til, at vi gik der. Jeg mener, guiderne fortalte ingen ting, og der var ikke noget bemærkelsesværdigt at se, men vi fik noget motion, i et pænt landskab, så det var jo godt nok.

IMG_5930Derefter gjorde et kort stop på et sted, hvor de pressede sukkerør. Her brugte de en gammeldags maskine med håndkræft. Jeg kan ikke anbefale den rene sukkerjuice, men i destilleret form er den ikke helt dårlig, så jeg købte en halv liter for 4 kr. – Nu må vi håber jeg ikke bliver blind :-P

Efter det tog vi hen til en rivende flod, hvor man kunne få lov at blive forfrisket lidt.(Hedder det rivende flod?) Det var dejlig koldt og også ret flot.

Planen var egentlig, at vi ville mødes med de andre om aftenen, og have noget lidt fest-agtigt, men den var min værtsmor ikke med på. Jeg havde lidt ondt af Julie, men på den anden side, var dette den første gang min værtsmor sagde nej til mit ansigt, og det er rart at vide, at hun kan sige fra, da jeg nogen gange føler, at hun er utilfreds med ting, jeg gør, men ikke siger det.

IMG_6113Den sidste dag på Chiclayo turen stod den på en dyrepark, som jeg havde set frem til. Der var dog langt flere planter end dyr, så jeg, og de fleste andre, var lidt små irriteret. Men vi endte dog med at se bjørne, hvilket var parkens hovedattraktion – jeg rørte også den ene, men det er forbudt, så sig det ikke til nogen ;-)
IMG_6193Om aftenen besluttede vi at crashe på hotellet, både så vi ikke kom for sent til bussen, der gik tidligt næste morgen, men også så vi kunne feste med de andre. Det gik dog ikke så godt, som vi havde håbet. Først og fremmest var butikkerne lukkede, da Julie og jeg endelig var blevet færdig med at pakke og kommet ud af døren. Så vi brugte lang tid på at få en lille restaurant til at sælge os en flaske vodka. Da det ikke lykkedes, fandt vi et lille diskotek, der også havde en butik ved siden af. Men besværlighederne er ikke over endnu. Hotellet bustede os nemlig, da vi gik ind, og vi endte med at betale 300 kr. for et dobbeltværelse for en nat, hvilket er ret dyrt, da jeg ved de andre har betalt 400 kr. for 3 nætter plus, at pengene også har gået til 3 måltide hver dage enten på hotellet eller på vores ture- hvilket har intet med hotellet at gøre. Så det var jo rigtig nederen, især fordi andre af dem fra Chiclayo havde sovet på værelserne dagen før og også denne nat, uden der var sket noget. Vi sad lidt på et værelse og drak og hyggede- har smagte jeg for første gang noget med cocobalde i, hvilket ikke ligefrem var lækkert. Her er cocoblade noget man nemt kan skaffe, og noget de lokale også drikker i te, bl.a hvis de skal op til bjergområderne, da det hjælper på højdeforskellen. Lidt senere tog vi på et diskotek, men vi måtte gå lidt mellem de forskellige, inden vi fandt et, der ikke lukkede tidligt, da det var en tirsdag. Hvad der i øvrigt var endnu værre ved at skulle betale for hotelværelset var, at det ikke blev brugt til andet end at stille vores ting i, fordi vi kom hjem kort før bussen gik. Øv øv spildte penge.

Onsdag morgen ankom vi så til Tujillo, den næste og sidste by i de planlagte AFS turer. Jeg følte mig seriøst klam. Med mascara under øjnene og med dårlig ånde. IMG_20150128_173518Derfor børstede jeg tænder på parkeringspladsen, så snart vi steg ud af bussen. Derefter tog vi en anden bus til hotellet,og på vejen kom jeg til at sluge mit tyggegummi, og så havde jeg det bare dårligt resten af turen, fordi jeg kunne føle det.
Der var ikke noget tid til bad på hotellet, og da jeg havde fået værelse som den sidste, kunne jeg ikke engang vaske mine fødder, inden vi skulle af sted. Det havde de ellers brug for, fordi jeg havde taget mit mine sko (klip-klappere) af i går på diskoteket, da jeg ikke kunne danse med dem, og gulvet var ret så klamt.

 

IMG_6235

Seriøst midt i igen ting!

Dagen brugte vi på at tage på museum midt ude ingen ting. Om eftermiddagen tog vi den strand, der lå ved vores hotel. Den hedder Huan Chaco.

Om aftenen sad folk og drak lidt på taget, jeg har dog en regel med mig selv om, at jeg ikke drikker, når jeg ikke skal være fuld, og den overholdedte jeg sådan nogen lunde. Vi mødte i øvrigt nogle danske universitetstuderende, der rejste rundt i Syd- og Mellemamerika, så de snakkede jeg lidt med. Efter det tog vi (altså afs’erne) ned på stranden og lavede bål. Da jeg kom hjem var jeg, og resten af mit værelse, så træt, at jeg faldt i søvn med alt mit tøj på, mens jeg skrev dagbog.

IMG_6389Næste morgen var der dårlig stemning, natten før var der nemlig nogen, der havde spildt cola ud af vinduet, og en pige, der havde kastet op, og så forsøgte hotellet at få os til at betale for alle mulig skader. Inkl. en ommaling af vægen, hvor colaen var blevet spildt, da det jo ikke bare kunne vaskes væk ifølge dem.
Om dagen tog vi på 2 museer. Det første, der hed Sol templet, og derefter et andet, der var bygget udelukkende til hyldet foren mumie. I gamle dage placerede de mumien, der var en tideligere konge, i templet for 2 uger i træk, og så kom byens befolkning med mad og gaver.

 

sopaFredag var den sidste dag i Trujillo, og dagens hovedattraktion var Sandboarding. Det er ligesom snowboarding bare ikke helt så sjovt. Først og fremmest skal man gå hele vejen op af en stor sandbakke under brændende sol, og med brændende sand, der ryger ned i dine sko i så store mængder, at der knap nok er plads til dig. Og desuden gør de mange fodspor på bakken, at det var svært at glide ned. Men på grund af at jeg har snowboardet, var jeg god til det, og den første gang faldt jeg slet ikke, og den anden gang kun én gang, fordi jeg kørte end at sted, hvor der ikke havde været nogle andre før. Efter det smuttede vi ned i en lille sø for at blive afkølet og få noget af det sand af, der var kommet ind alle vegne. Resten af dagen var ellers ”fri”, indtil vi skulle med busserne om aftenen. Jeg brugte den sammen med nogle tyskere, nogle amerikanere og en tyrkisk pige. Først blev vi lidt ved den strand, hvor vores hotel lå ved, og derefter tog vi ind til centrum og kiggede på souvenirers. Det var rart at se byen, men lidt nederen, fordi to af dem vi var sammen med, blev sådan lidt små mopset hver gang, det ikke lige gik efter deres hoveder.

sopa

IMG_20150130_182937
Senere mødtes vi med en anden gruppe og spiste aftensmad på McD. Det var meget billigt. Jeg købte en BigMc menu for 26 danske kroner! Efter det fandt vi lige pludselig ud af, at vi havde travlt, og måtte i alt hastværk tage en taxi til et hus for at hente vores kufferter og så videre til busstationen. Derfra var det ellers bare hjem igen til Chiclayo.

IMG_20150129_211608

En overfyldt taxi. Der var også 3 i bagerummet. (9 mennesker)

Det var ikke helt slut for januar, men det var slut for min rejse, og det er nok for denne gang.

Der er ene lille stemningsvideo med små klip fra min

tur IMG_6015her (tryk på her)

 

Det her er sukkerrørsspiritussen. I en brugt sodavandsflaske, mere fancyt bliver det ikke.

Det her er sukkerrørsspiritussen. I en brugt sodavandsflaske, mere fancyt bliver det ikke.

Et selfie fra floden,

Vi fandt ællinger.

Vi fandt ællinger.

IMG_5825

Den er da bare fin altså.